Indflytningsklar og renoveret Hellerup-villa med fjernvarme
Boligen blev renoveret i 2020 med blandt andet nye gulve, nyt køkken og maling af væggene. Der er ligeledes isolerende trelagsruder i vinduerne. Boligen er dermed klar til indflytning og byder på en god og funktionel planløsning til en familie med børn, eller til jer, der har brug for et eller flere hjemmekontorer, hvor man kan lukke døren.
Huset er opført i 1955 og rummer stadig designmæssige detaljer fra dengang, hvilket er med til at skabe en rar og venlig atmosfære. I får således både stukkanter og rosetter i loftet, ligesom loftshøjden med sine 2,53 meter er med til, at lysindfaldet kan gøre sig gældende. Der er således gennemlyste opholdsrum fra øst til vest, da spisestuen vender mod øst og opholdsstuen mod vest.
Den lyse og åbent indrettede opholdsafdeling byder på køkken, spisestue og opholdsstue plus udgang gennem dobbeltdør til en overdækket vestvndt terrasse, hvilket giver en god sammenhæng mellem det indendørs og udendørs areal i især årets lune og varme måneder, Udover den velindrettede stueplan får I også en fin underetage der byder på et ekstra badeværelse, vaskerum med god opbevaringsplads og et stort opholdsrum med Minekøkken og håndvask.
Underetagen er ligesom resten af boligen renoveret og klar til at blive taget i brug.
Haven er af overkommelig størrelse og ganske nem at passe i hverdagen, samtidig med at den giver jer mulighed for at nyde livet udenfor. Her er flere gode hyggesteder, ligesom I kan indtage alle måltider under taget på den overdækkede terrasse og i ugenerede omgivelser uden indkig. Der er naturligvis plads til at dyrke egne tomatplanter og krydderurter op ad murene, så man kan få aktiveret de grønne fingre uden at skulle luge hele sommerperioden væk. Desuden garage med god opbevaringsplads og mulighed for at parkere foran på grunden.
Til boligen medfølger garage.
Beliggenheden er bekvem i forhold til offentlig transport, adgang til motorvejsnettet i nordgående retning og til København. Der er ikke engang en kilometer til Dyssegård Station og blot et minut til motorvejstilkørslen. København ligger i nem cykleafstand fra indkørslen, da I ikke har mere end fem lilometer til Trianglen på Østerbro. I kan ligeledes hurtigt komme til stranden, da der kun er godt tre kilometer til Hellerup Strand og endnu kortere til handelslivet og restaurationslivet på Strandvejen.