Arkitekttegnet perle direkte til sø
Beliggende i Hellebæk, med 40 minutters kørsel til København og 10 minutter til Helsingør, er dette fantastiske hus nu til leje. Huset er beliggende på en fremragende grund der går direkte i sø, og kun få minutters gang til vandet i Øresund.
Man ankommer ad mindre, grusbelagt sidevej til husets indkørsel med plads til 2-3 biler. Herfra er adgang til husets hovedindgang/entré, udført med indbyggede skabe. Videre adgang til ét af husets stuerum, der er inddelt i flere niveauer. Spisestuen er placeret i et forhøjet niveau i forlængelse af køkkenet. Herfra er en flot udsigt over søen samt direkte adgang til terrasseområde. Ad flot trappeløb ankommer man til opholdsstuen der ligeledes har et flot udsyn over søen og direkte udgang til haven. Spisestuen er i flere niveauer og ad mindre trappe er adgang til nedsænket tv-område mv. Stuerummet er ligeledes udført med en stor indbygget pejs.
I forlængelse stuerummene er master bedroom afdeling med soveværelse, bad med kar og brus samt indbyggede skabe. Husets køkken er et ældre designerkøkken udført med alle hårde hvidevarer samt mindre spiseplads. I forlængelse af køkkenet er er stort alrum, med flere anvendelsesmuligheder.
I 'den anden ende' af huset forefindes tre gode soveværelser i varierende størrelser. Det ene er udført med hems mens et andet har direkte adgang til overdækket terrasseområde. I forbindelse med de tre soveværelser er et badeværelse med kar. Yderligere forefindes i husets kælder et bryggers med vaskefaciliteter samt yderligere rum til opbevaring.
Husets have fremstår yderst privat og går direkte ud i søen. Her er privat bådebro samt flydende terrasseområde på søen. Haven er udført med flot beplantning og fremstår meget tiltalende. Der er flere terrasseområder med overdækning, markiser mv..
I haven er yderligere udført et separat anneks med eget bad, tekøkken og et enkelt soveværelse.
Udlejes ikke som delebolig. Forbrugsudgifter er ikke inklusiv i huslejen.